Sidste runde for Jesper Kunde
Flyv ikke højere: Siden 1997 har Jesper Kunde været anset som noget af det ypperste, dansk reklameverden havde at byde på. Nu har han overtrædt sine egne budskaber.
Portræt
Af Niels Møller
Med en forsømmelse mod sin egen, højtprædikede religions første bud, ramte mediernes nødesløst afslørende strålekastere torsdag reklamekometen Jesper Kunde.
»Kunde« med tryk på »d«, om vi må be’. Kunde uden tryk er det, man er, når betaler til andre. Jesper Kunde har hele livet lagt vægt på at være selvstændig og fri.
Som ung sov og pjattede han sig gennem gymnasiet. Det var først, da han på Århus’ handelshøjskole dumpede i fagene revision og regnskab, at Jesper Kunde tog bøgerne alvorligt.
Og det blev netop bøgerne, som skabte navnet Jesper Kunde. To bøger, der hæver disciplinen markedsføring ud af fagligheden og ind i hjernerne på – selv – administrerende direktører: »Corporate Religion« fra 1997 og »Unik Nu Eller Aldrig« fra i år.
44 år gammel har Jesper Kunde gjort eget efternavn ensbetydende med en af den nyere tids reklamebranches helt store og relativt ufortalte succeshistorier. Jesper Kunde er, hvad han prædiker: En mærkevare, eller et »brand«.
Og indtil torsdag et uplettet mærke, funklende nyt og anderledes i forhold til de mange sælgere af varmtluftsmagi, som også er en del af den reklamebranche, Jesper Kunde for 13 år siden satte sig for at lave grundlæggende om.
»Jeg var klar over, at jeg var nødt til at få en højere uddannelse. For jeg har altid godt kunnet li’ friheden til selv at vælge,« fortalte cand.merc. Jesper Kunde til Berlingske Tidende, da hans første bog udkom.
Jesper Kunde holder af bevægelse. Han elsker at se de virksomheder, han arbejder for, udvikle sig. Og han elsker mennesker, der flytter sig – mennesker med ildsjælsenergi.
»Jeg gør det klart for de nyansatte, at de virkelig skal yde noget,« har han sagt.
Det var da også forholdsvist nyansatte medarbejdere, der forsøgte at yde så meget ekstra til omsætningen, at Jesper Kundes eget omdømme torsdag fik et ar for den nærmeste evighed i erhvervsdanmarks kollektive hukommelse.
Nu er der gået brand i brand’et. Og Jesper Kundes resolutte brandslukningsmanøvre – han skilte sig af med de medarbejdere, der sad med ansvaret – kan signallere, at der er grænser for, hvor smart selv den meste smarte reklamebureaudirektør vil opfattes af omverdenen.
Med et par hundrede ansatte og nær ved en halv milliard kroner i årlig omsætning hører Jesper Kundes reklamebureu, Kunde & Co., til blandt de store. En position, han holder af.
Nu vil mærket Kunde være endnu mere international, Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien er jo godt nok. Men der er en hel verden derude. Reklamefagblade i den store verden har allerede øjet Jesper Kunde og hans evne til at fange tidens signaler, parre dem med jysk enkelhed og afsætningslærens teorier.
Temmelig ujysk hiver Jesper Kunde og partneren Gaute Høegh hvert år overskuddet ud af firmaet som udbytte. 33 mio. kr. blev det til sidste år. Jesper Kunde er storaktionæren, den der tjener mest.
»Jeg er idealist,« mener Jesper Kunde om sig selv.
Og så praler man med alle sine resultater, vil en ægte jyde mene. I foråret lykkedes det ham endda at få dansk erhvervsliv til at betale for at høre alle hans pralerier, da han turnerede med det fabelagtige onemanshow »Unik Nu Eller Aldrig«.
Der er lidt rottefænger i Jesper Kundes enkle budskaber:
Gå foran. Spil en ren og ørehængende melodi. Måske har de fleste hørt eller tænkt Jesper Kundes tanker før. Men det gør ikke noget. For Jesper Kunde kan det, kun de bedste reklamebureaudirektører kan. Han kan inspirere. Han kan udtrykke det, man måske nok ved, men endnu ikke helt selv har erkendt.
Og så kan han gøre sine egne ideer til andres.
En flink fyr er han også. Jesper Kunde hælder både til fest og faglighed.
Han har en øm omsorg for sine medarbejdere. Jesper Kunde er gået så langt som at være en særdeles ivrig Kirsten Giftekniv for flere af bureauets medarbejdere, fordi han syntes, de gik og hang med hovedet:
»Selvom det er et stort firma, forsøger vi at skabe den samme ånd, som man kender fra en velfungerende familie. Vi hjælper og støtter hinanden,« har Jesper Kunde sagt.
Ordene holdt ikke helt, da Jesper Kunde midt i den optrækkende medietyfon nåede at trække vejret og fik skilt sig af med familiens sorte får.
Ingen tvivl om, at Jesper Kunde er bevidst om, at sagen skader både ham personligt og hans virksomhed. Måske synes han ikke, det er ret og rimeligt, at nye, løsslupne medarbejderes handlinger i dén grad kaster en årelang skygge på ham selv.
Men sådan er det. Det står i hans bøger. Medarbejdere og virksomheder skal være ét. Værdierne skal stemme. Og man kan aldrig, aldrig, aldrig nogensinde gør nok ud af at sørge for, at virksomhedens værdier forstås og efterleves af enhver.
I en branche, hvor knivene sidder yderst i ærmet, kræver det mere end kvajebajere, når bureauet Kunde & Co. sender salgsbreve, der i omverdenen læses som mafiametoder – et tilbud, man ikke kan afslå.
Richard Branson – den britiske vildbasse, overiværksætter og hjertet bag Virgin-mærket – hører til blandt de helt store personlige idoler for Jesper Kunde.
»Vi holder mange fester og inviterer altid koner eller kærester med. Det er ikke meningen, at det skal ende i utroskab og ballade,« har Jesper Kunde sagt i en ånd, der nok ikke helt svarer til det store idols.
Privat er Jesper Kunde stadig gift med sin Helle, som han mødte på jobbet. De har sammen to mindre døtre. Før Jesper Kunde i 1988 grundlagde reklamebureauet, arbejdede han for den aldanske stikkontaktleverandør LK – og inden da var han hos Carlsberg.
Om det lige præcis er hans tidligere arbejdsgivere, der får med grovfilen, når Jesper Kunde høster af sine erfaringer med erhverslivet, er temmelig uklart.
»Der manger temposkift, begejstring og troen på, at man kan noget stort,« som det hedder om dansk erhvervsliv i Jesper Kundes bog »Corporate Religion«.
Jo, Jesper Kunde blev til noget stort. Det er nu eller aldrig, at Jesper Kunde skal vise, om han er unik nok til at FDB-sagen ikke forhindrer hans reklamebureau i at erobre alverdens hjerter.

Troels og Anders Holch Povlsen, Bestseller:
28-årig overtager milliardforretning
Arveforskud: Virksomheden bag volumensælgende Vero Moda og Jack & Jones overdrages til den ældste af to sønner. Tøjmilliardæren Troels Holch Povlsen, 51 år, er efter 25 års ubrudt succes begyndt at overdrage virksomheden til sønnerne.
Af Niels Møller
BRANDE
Besteseller--koncernens stifter og eneejer Troels Holch Povlsen lader nu sin ældste søn overtage milliardvirksomheden, der står bag internationalt modetøj som Vero Moda, Only, Exit og Jack & Jones.
Da Troels Holch Polvsen fredag sendte brev til myndighederne, overtog 28-årige Anders Holch Povlsen ottetiendedele af tøjkoncernen, der strækker sig over 19 lande med cirka 850 butikker.
»Hvis det i dag var en medarbejder eller partner, der skulle overtage, måtte han have en meget god bankforbindelse,« siger Troels Holch Povlsen, der på sin kones fødselsdag sidste år spurgte sønnen Anders, om han ville have koncernen.
Anders Holch Povlsen fik valget mellem at overtage virksomheden eller et økonomisk tilbud.
Hvis sønnen havde valgt pengene, ville Troels Holch Povlsen løse generationsskiftet ved at fusionere med »en udenlandsk tekstilvirksomhed«. Et frasalg eller en børsnotering af virksomheden har – ifølge Troels Holch Povlsen – aldrig været på tale.
Værdisættes Bestseller-koncernen som det nys børsnoterede, spanske Inditex, har Bestseller en markedsværdi i nærheden af 40 mia. kr.
Det enorme tal ryster Troels Holch Povlsen stille og roligt på hovedet ad. Dels er danske tøjfirmaer ikke det store værd på børserne. Og dels er det ikke til at vide, hvad der sker med Bestseller i fremtiden.
»Det er før set, at næste generation har kørt et virksomhed ned på et par år. Anders overtager først og fremmest virksomheden og det ansvar, der følger med. En tøjvirksomhed er ikke mere værd end den seneste kollektion,« siger Troels Holch Povlsen.
Han er nu helt overbevist om, at sønnen er den rette til at drive livsværket videre. Og han er såmænd også helt stolt af, at sønnen selv ønsker det.
Troels Holch Povlsens yngste søn, den 23-årige IT-mand Niels Holch Povlsen, arbejder i øjeblikket for Bestseller i Kina, hvor koncernen på bare tre år har åbnet 120 butikker.
»Jeg er jo kun deres far. Hvis de vil drive virksomheden sammen, så er det ikke noget, deres forældre kan bestemme. Det må de selv finde sammen om,« siger Troels Holch Povlsen, der mener, at den yngste søn skal have en lignende arv.
Anders Holch Povlsen har hele sit liv vidst, at han vil være selvstændig.
»Men det har ikke været sådan, at jeg altid har ønsket at overtage fars virksomhed. Nu har vi konkurrereret mod hinanden i nogle år, og var det blevet ved, kunne det jo være blevet som med brygger Jacobsen og hans søn,« smiler Anders Holch Povlsen.
Kappestriden mellem søn og far forløb mens Anders Holch Povlsen var adm. direktør for tøjfirmaet Vila, der leder efter en ny adm. direktør efter at Anders Holch Povlsen siden 1. februar har været chef for hele Bestseller-koncernen. Og siden fredag også hovedejer.
De sidste 20 procent af aktierne har Troels Holch Povlsen indtil videre beholdt, og det er stadig Troels Holch Povlsen, der formelt er arbejdende bestyrelsesformand.
»Jeg tror, at Troels vil være der og fortælle mig, hvad som kan gøres bedre. Og mon ikke det første stykke tid kommer til at koste mig nogle lærepenge,« siger Anders Holch Povlsen, der startede med at arbejde for Besteller efter skoletid som medhjælper på lageret.
For Anders Holch Povlsen er målet nu at vinde endnu større markedsandele.
»Hvis vi havde samme markedsandele alle de steder, vi i dag er repræsenteret, som vi har her i Skandinavien, så ville vi have en væsentlig større omsætning,« siger den nye ejer af Bestseller.
Bestseller blev startet af Troels Holch Povlsen for 25 år siden med en enkelt tøjbutik i Ringkøbing. I dag ejer Bestseller 900 forretninger og sælger tøj til mellem 5.000 og 6.000 andre butikker.
Anders Holch Povlsen ønsker ikke at blive fotograferet. Han vælger i stedet at leve et helt almindeligt liv sammen med sin kæreste, der også arbejder for Bestseller i Brande.
Troels Holch Povlsen håber nu at få lidt ekstra tid. Den vil han først og fremmest bruge til at besøge sine forældre lidt oftere.

Dyremose uden for døren
Viceværten: Fra at starte som koncernchef i en aggressiv, amerikansk-europæisk telesatsning, er Henning Dyremose rykket ud af erhvervsledersuperligaen og ned på en plads som træde-vande-chef. Lige nu forhandles TDCs fremtid uden om Henning Dyremose, der må se sin egen lønningspose reduceret på grund af en faldende aktiekurs.
Profil
Af Niels Møller
Henning Dyremose kan ikke undgå at mærke trækvindene hen over sit altid nyklippede hovedhår. Oven over Henning Dyremoses 55-årige hoved – og sandsynligvis også bag hans ryg – forhandler den altdominerende, amerikanske hovedaktionær intenst for at slippe af med aktierne i TDC (Tele Danmark). Den virksomhed, Henning Dyremose for mindre end tre år siden fik ansvaret for, efter at en række mere efterspurgte erhvervsledere havde sagt nej tak til headhunternes teletilbud.
Hvad værre er for Henning Dyremoses omdømme: Aktiekursen stiger nærmest kun på rygter. Akkurat som kursen fortalte om Henning Dyremoses egen negative markedsværdi, da aktienyhedstjenesten Euroinvestor i en meget omtalt aprilsnar-fortælling lod Henning Dyremose forlade jobbet som TDC-topchef.
Henning Dyremoses egne resultater er begyndt at hive kursen nedad. Dommen faldt prompte efter fremlæggelsen af sidste årsregnskab, som samtidig rummede dystre udsigter for fremtiden.
Når kursen på TDC-aktien falder, så falder også Henning Dyremoses årsløn. Ifølge Henning Dyremose er han selv og hans medchefer i TDC aflønnet efter de langsigtede resultater.
Selv har den Louis Armstrong-glade adm. direktør ikke haft held til at jazze kursen i vejret trods nok så mange præsentationer, peptalks og altid brede smil til kameraerne.
Henning Dyremoses opdeling af TDC i en lang række såkaldt selvstændige aktieselskaber med megamillion-investeringer i imageskabende TV-reklamer, kunne heller ikke trylle kursen op. Selvom målet netop var at vise, at TDC burde vurderes højere, reagerede aktiemarkedet alligevel modsat. Måske fordi de hjemlige aktionærer også samtidig er kunder hos TDC.
Selvom Henning Dyremose nu har printet VIC på den tidligere mobildivision og On Cable på det gamle Kabel-TV, så står Tele Danmarks navn og indgroede etatsånd stadig skrevet med dommedagsstore typer hen over den måde, selskaberne behandler kunderne på.
Gamle, sure telefonstemmer på nye logoer. Alt er ved det samme. Aktiekursen nærmer sig nu også det lave leje fra dengang, Tele Danmark var foruden Henning Dyremose. Lige nu ligger kursen lavere, end da Henning Dyremose i november 1998 indtog Tele Danmark.
Som erhvervslivets svar på den folkelige vicevært Meyer luntede Henning Dyremose ellers rundt med fejekosten. Med direktørfyringer på samlebånd blev Henning til »Fyremose«, som i hvert fald hvirvlede op i støvet efter tidligere statsembedsmænds vælde i den store koncern.
Embedsmændene havde salgsmodnet Tele Danmark. Med den tidligere departementschef Hans Würtzen i spidsen skaffede de i 1994 statsbudgettet 18,5 mia. kroner ved Danmarkshistoriens største børsintroduktion. Tre år senere rullede milliarderne atter ind, da finansministeren scorede 21 mia. kr. på at sælge statens teleaktier til det amerikanske Chicago-teleselskab Ameritech.
Ameritech ansatte – efter lang tids søgen efter en dansk topfigur – Henning Dyremose til at udvikle Tele Danmark til en syleskarp, nordeuropæisk spydspids, der skulle forsvare de amerikanske farver i Norden, Tyskland, Schweiz, Belgien og store dele af Østeuropa.
Om det nogensinde lykkedes at få forvandlet TDC til en frontløber kan stadig diskuteres. Undervejs blev den amerikanske ejer opkøbt af lige så amerikanske SBC Communications. Men SBC har aldrig haft et særligt strategisk øje på Europa. SBC, med hovedsæde i George Bushs Texas, er alligevel mere til samba end jazz og har et stærkt fokus på Sydamerika.
Da TDC blev smidt ud af Norge efter et forgæves forsøg på at overtage mobiltelefonselskabet Netcom, stod Henning Dyremose i aktieanalytikernes øjne reelt uden en realiserbar ekspansionsstrategi.
Henning Dyremoses længe ventede modsvar blev af historiske dimensioner – en dansk virksomheds største udenlandske opkøb. To stk. schweiziske teleselskaber til en samlet pris omkring 30 milliarder kroner, lød ordren på i november sidste år.
Men prisen blev meget højere, måske for høj for Henning Dyremose.
Eventyret i Alpelandet startede trods fine beregninger skidt – der var alligevel ikke de gevinster at hente, som Henning Dyremose mente at have fundet ud af i sit enorme hjørnekontor i Kjøbenhavns Telefons gamle hovedsæde skråt over for det afdøde discountparadis Daells Varehus.
Henning Dyremoses regnefejl kostede aktionærerne formuer. Tilliden til hans ord var fra da af nærmest ikke-eksisterende.
Dyremose i skjul
Henning Dyremoses yndlingsudtryk lyder netop i disse dage:
»Ingen kommentarer.«
Den ellers presseglade adm. direktør vil ikke længere i avisen. Ikke engang ordene »ingen kommentarer« kommer fra ham selv. Henning Dyremose er krøbet i skjul.
I stedet overlader han afvisningerne til sin voksende stab af pressetalsmænd, rutinerede og dyrtkøbte journalister, hvis største opgave lige nu er at holde pressen fra døren og udsende selvgode pressemeddelelser som den med, at TDC er gode venner med Kongehuset og sandelig også med Rollo & King.
Akkurat som da embedsmændene for små tre år siden sad på toppen af Tele Danmark. TDCs omdømmepleje er – som aktiekursen – tilbage på niveauet før november 1998, hvor Henning Dyremose trådte til som koncernchef. Der trædes vande.
Fra starten gik Henning Dyremoses personlige projekt ud på at give TDC et bedre omdømme. Selskabet skulle vokse i ikke blot befolkningens agtelse, men også i andre erhvervslederes. Dyremose har haft det mål, at TDC skulle højere op på Børsens Nyhedsmagasins årlige image-undersøgelse. Det mente han, var en opgave, han kunne klare.
Jo, TDC rykkede op. Sidste år til en 28. plads – altså en af de virksomheder, der havde det bedste omdømme overhovedet.
Den gode placering har Henning Dyremose formøblet på bare ét år. I det flotte guldnummer af Børsens Nyhedsmagasin styrtdykkede TDC fra plads nummer 28 til en placering som nummer 124.
TDCs troværdighed er helt i bund. Og med den også Henning Dyremoses.
Endnu kan man kun gætte på, hvorfor Henning Dyremose ikke selv får lov til at deltage i de forhandlinger, hovedaktionæren SBC Communications fører med andre teleselskaber, der kan tænkes at ville skaffe SBC af med aktieposten på knap 42 pct. af TDC. En post, der giver absolut magt over det engang danske telefonselskab.
Efter de seneste begivenheder i Norge, hvor SBC har drøftet aktieposten med det statslige telefonselskab Telenor, står det dog i hvert fald lysende klart, at Henning Dyremose er sat uden for indflydelse på fremtiden.